fbpx

Bliv debatpilot

Ønsker du selv at blive debatpilot, kan du deltage i et af vores 2-dages uddannelsesforløb. Man behøver ingen særlige forhåndskundskaber for at være debatpilot. Man skal dog være interesseret i at styrke den offentlige samtale, og man skal være nysgerrig på at lære, hvordan man kan forbedre og styre en samtale mellem to mennesker, der er er uenige.

Frirummet har ind til videre uddannet lidt over 200 debatpiloter. Det betyder, at vi tilbyder et gennemarbejdet uddannelsesforløb, en pakke med undervisningsmaterialer og et stort netværk, man kan finde sparring i. Uddannelsen giver dig værktøjerne til at facilitere din egen Frirumsdebat, og inspiration til hvordan du kan arrangere en debat i dit lokalområde.

Vi går i dybden med de tre dele, som en Frirumsdebat består af: Fronter, Refleksioner og Initiativ. Du bliver undervist i konfliktanalyse, spørgeteknikker, debatstyring og kropssprog. Vi taler også om, hvilket udfordringer, du kan komme ud for som debatpilot, og hvordan de kan håndteres. Du får også indblik i baggrunden for debatformen, og får en dybere forståelse for, hvad en konflikt er, og hvordan konflikter kan håndteres og diskuteres på en konstruktiv måde.

Sideløbende vil du få hjælp til at idéudvikle din egen Frirumsdebat, som du efterfølgende selv kan arrangere og facilitere.

Alt det praktiske
Debatpilotuddannelsen foregår som et todages seminarophold. Du vil blive undervist af Frirummets projektleder og tidligere folketingsmedlem, Marlene Borst Hansen, og journalist og forfatter, Anders Stahlschmidt. Begge har været drivende kræfter i udviklingen af Frirumsdebatten.

Næste debatpilotuddannelser er:
22. – 23. juni på Sonnerupgaard Gods i Hvalsø. Tilmeld dig uddannelsen her.
26. – 27. september på Brogarden i Middelfart. Tilmeld dig uddannelsen her.

Forløbet starter kl. 09:00 den første dag og slutter kl. 16:30 på andendagen.
Pris for deltagelse: 2700 kr. (inkl. moms). Deltagerbetalingen dækker forplejning, overnatning, materialer mv.

Materialer og inspiration

Her finder du materialer fra tidligere debatpilotuddannelser, Frirummets Powerpoint-skabelon samt lydefiler og Frirummets visuelle identitet.

Afholdte uddannelser

Frirummet har siden 2016 uddannet Debatpiloter til at facilitere Frirumsdebatter rundt omkring i hele Danmark.